Mødested Amager

Fællesskab, tværkulturel dialog og kulturmøde
Mødested Amager på fjerde sal i Kvarterhuset

El Camino – pilgrimsvejen til Santiago de Compostella – påsken 2009 - af Marianne Bach

El Camino - pilgrimsvejen til Santiago de Compostella - påsken 2009.

 

Af Marianne Bach.

Tidligere tværkulturel medarbejder ved Mødested Amager
Teolog

Videreuddannelse i USA inden for samtale og sjælesorg


Jeg har tænkt på det længe og havde så muligheden for at gøre alvor af det denne påske: at vandre ad den gamle pilgrimsvej i Nordspanien, som millioner af pilgrimme har vandret de sidste 1000 år. Målet er Santiago, hvor apostlen Jakob, Jesu bror - efter hans missionsrejser i Middelhavsområdet - siges at være begravet i den store, berømte katedral, som er bygget til hans minde. Da jeg efter 7 dages vandring og ca. 130 km fik udleveret mit "pilgrimsbevis", noterede jeg som så mange andre, at mit formål med rejsen var eksistentielt og religiøst. Jeg syntes, det gav ekstra mening til vandringen at gøre den i påsken og tænke over, hvad der skete i de enkelte dage og læse de tekster og påskesalmer, der hører til denne højtid. Det var meget dejligt at vandre i stilhed og ro i det smukke og afvekslende landskab og ikke skulle andet - det var samtidig en øvelse i at være nærværende. Jeg havde desuden et ønske om at tænke over "midtlivet", og hvad der hører det til at begrænsninger og muligheder. At prøve at tænke nærmere over, hvad der driver værket, og hvad vil jeg gerne - på kort og lang sigt - og hvad Gud har med det at gøre og at prøve at søge glædens og taknemmelighedens perspektiv. Jeg kan ikke rapportere, at jeg nu er færdig med det og helt afklaret, jeg gik også meget og bare "var til."

På den første del af ruten (fra Villafranca) var der endnu bjergrigt med udsigt til enkelte, sneklædte bjergtoppe, samtidig med at solen varmede, og der var mange små blomster, mens træerne stod lige på spring. Der var strålende udsigter op over et pas, og jeg vandrede langt med det resultat, at jeg spurgte forgæves om plads på de herberger, der er på ruten. Efter 24 km og trætte ben og fødder var der heldigvis en morlil på et herberg, der forbarmede sig over mig og ryddede en seng i et opbevaringsrum til mig. Det viste sig at være et rigtig hyggeligt sted med servering og snak med andre i "krostuen". Der var mange undervejs i påsken, blandt andet unge spaniolere, og stemningen var rigtig dejlig, man snakkede lidt med hinanden, når man mødtes, eller om aftenerne. Jeg mødte mennesker fra Spanien, Baskerlandet, Tyskland, Finland, Irland, Danmark, USA, Estland. Man udvekslede oplevelser, planer, baggrund, tanker bag vandringen og gode råd om vabler.

Efter de første dage blev det gode vejr imidlertid afløst af ustadigt, køligt vejr - endda et par regnvejrsdage, men jeg havde heldigvis ikke svært ved at motivere mig selv. Det sværeste punkt var at skulle ud af posen om morgenen, hvor de fleste på sovesalen var oppe og af sted før mig, endda før det blev lyst. Landskabet var også i regnvejr smukt, afvekslende, meget grønt og fredeligt. Hele tiden fuglesang og lyden af rindende vand fra små bække og åer, og enge og marker omkranset af smukke, gamle træer eller stenhegn, og køer, heste og får og lam på markerne. Vejen var sine steder en smal asfaltvej og andre steder sti eller hulvej. Tit gik vejen gennem små landsbyer bygget i grå natursten, hvor man havde lejlighed til at se, hvordan folk - som hilste venligt med et "bon camino"- boede og arbejdede i stalden eller på marken. Og der var mange små steder, hvor man kunne holde pause og nyde en kop kaffe, sandwich eller aftensmad.

Mange steder var der gamle kirker, som var åbne, og hvor der blev holdt morgen- eller aftenandagt. Jeg oplevede et sted, at aftenandagt bestod af stilletid med sig selv og så muligheden for at gå til skriftemål, hvilket mange spaniolere gjorde. En anden aften kom jeg frem til et imponerende kloster, som tilbød gratis overnatning. Alle blev modtaget med et knus af munken, som tog imod, og derefter var der varmt brusebad. Man lærer hurtigt at sætte pris på de ting, man ellers tager som en selvfølge. Her var der også lejlighed til at høre munkene synge til aftenmesse, hvor man kom ind i selve klosteret med dets buegange og smukke, firkantede have i midten.

Jeg havde planlagt at være i Santiago til påskedag for at deltage i messen. Kirken, som har en overdådig udsmykning, især altertavlen, var pyntet med blomster og var helt fuld af almindelige borgere og af pilgrimme. Gudstjenesten startede med procession og kormusik, og 4 præster ledte os igennem liturgien, som er godt kendt, så alle kan menighedssvarene. Til gengæld er der ikke sang, og jeg savnede vore påskesalmer. På et tidspunkt svingede de med kirkens kæmpestore røgelseskar i hele kirkens bredde - der skulle fire mænd til at svinge med det! Langfredag havde jeg deltaget i en procession, hvor kirkens figurer af Jesus og Maria bæres rundt i gaderne til musik af udklædte (kutteklædte) mennesker - ganske fascinerede. Man må sige, at påsken her bliver meget tydelig i gadebilledet sammenlignet med hos os. Ved ankomsten til Santiago måtte man foretage et ritual i kirken, som blandt andet omfattede et besøg ved en statue af Sankt Jakob og ved hans grav.

Mit sidste dag gik til Finisterra - verdens ende indtil Columbus opdagede Amerika. Det foregik dog med bus, en meget skøn tur i sol langs fjorde ud til havet, hvor man kunne tro sig i Irland eller Skotland. På dette flotte punkt ender camino'en, hvor den sidste kilometersten endelig angiver "0 km".

  • første søndag i måneden

    International gudstjeneste

    Næste gang søndag d. 6.5 kl. 17 i Nathanaels kirke 

    Læs mere>

  • hver fredag kl. 19-23

    Natkirke i Sundby kirke

    Stilhed, bøn, meditation. Næste gang d.27.4.

    Læs mere>

  • en gang om ugen i Solvang kirke - kontakt os for mere info

    Mahabba

    Mahabba brænder for at motivere almindelige kristne til at møde deres muslimske naboer med venlighed og hjælpe kirker med at skabe liv og vækst i menigheden.

    Læs mere>

[Billedfrise mangler]