Mødested Amager

Fællesskab, tværkulturel dialog og kulturmøde
Mødested Amager på fjerde sal i Kvarterhuset

JOIN ME!

JOIN ME!

Hvem er kristen? Sådan en rigtig kristen med hele pakken. Findes der én rigtig måde at være kristen på? Sådan en færdig og skråsikker hellig. Men hvad er det egentlig for en pakke, og hvem er skråsikker? Kan man overhovedet tale om en pakkeløsning, når Jesus lærer os, at han er vejen? Kærlighedens vej.

"Er du rigtig kristen", spurgte en klassekammerat mig en dag, da vi for år tilbage i HF-tiden sad og spiste frokost sammen. "Ja, det er jeg", svarede jeg og så opmærksomt på min kammerat. "Jamen, sådan kristen " kristen". Jeg så spørgende på ham, "Ja, det er jeg". "Jeg mener, er du sådan, Adam og Eva-kristen" spurgte han igen. Jeg var nu en anelse forvirret over, hvad det var for nogle kategorier af kristne, min kammerat opererede med. "Jeg er vist ikke helt med", sagde jeg og så spørgende på ham. "Det jeg mener er, er du sådan én, der tror på hele pakken, med Adam og Eva i haven, Noa og arken, jomfrufødslen und alles " er det sådan en slags kristen, du er? For man skal vel tro på det hele for at kunne kalde sig kristen, ikke?"

Det er faktisk et godt spørgsmål, som jeg tror mange stiller sig selv. Hvad skal der til, før man kan kalde sig kristen? Hvor meget af pakken skal man skulle kunne sige ja til, før man har bestået testen og kan kalde sig kristen? Og hvad vil det sige at være kristen, hvordan kan man sige at her er en kristen, og her er én som ikke er kristen? Det spørgsmål kan vi naturligvis have mange forskellige meninger om, men lad os prøve at gå til den kristne håndbog, Bibelen, for at søge efter et svar der.

Vil man finde en eksakt definition på hvad en kristen er i Bibelen, så må man lede forgæves. Bibelen er ikke som sådan et leksikon, hvor man slå alt op og finde en præcis forklaring. Det er snarere en bog, der inspireret af Guds Ånd, søger at være talerør ind i vores menneskelige verden, som på mange måder er kompleks og sammensat. Bibelen er ikke en bog for de perfekte, men en manual eller håndbog, for alle dem som synes at livet er vanskeligt, og som godt kunne bruge noget vejledning.

Vej-ledning.

I Bibelen betegnes de kristne, eller Jesustilhængerne om man vil, med nogle forskellige ord. I Apostlenes Gerninger, som er en bog om de første kristnes historie, kaldes de kristne for dem som "hørte til vejen". Ja, det bliver man jo ikke meget klogere af. For hvilken vej følger de, kunne man så med rette spørge, og hvor er de på vej hen?

Men "Vej-metaforen" findes også andre steder i Bibelen. Jesus siger fx følgende om sig selv i Johannes evangeliet i Det Nye Testamente: "Jeg er vejen og sandheden og livet" Dette siger han som svar på spørgsmålet fra disciplen Thomas, der gerne ville vide, hvordan de kunne være sikre på, om de var på den rette vej til Gud. "Jeg er vejen" siger Jesus, ikke bare en eller anden vej, men vejen. Og dette er en voldsomt provokerende påstand. Hvorfor er det lige denne mand, som skulle have patent på at være vejen til Gud? Hvorfor er der ikke andre veje, der kan være lige så gode?

At han også skulle være sandheden er vel også at stamme den lige lovligt meget. Hvorfor skulle sandheden kun kunne findes i én person, andre kan vel også have sandheden? Hvorfor skulle sandheden være så eksklusiv? "Jeg er livet", siger Jesus også. Hvad er nu meningen med dette udsagn? Man kan vel godt leve et godt liv, uden at være kristen. Hvad skulle det betyde, om man er kristen eller ej, i forhold til at få det liv man drømmer om?

Men at være kristen er faktisk at gøre det vanvittige, at acceptere disse ufattelige påstande Jesus siger om sig selv. Man kunne komme med en række gode argumenter for, at Jesus er den mest kærlige, troværdige og selvopofrende leder. Men det der til syvende og sidst afgør om man acceptere disse påstande, er om man vælger at have tillid til ham, der siger det om sig selv - Jesus Kristus.

Men det der gør, om man kan kalde sig kristen, er ikke om man kan sige ja til et vist antal påstande om hvem Gud eller Jesus er. Men derimod at vælge at tro på at Jesus er vejen til Gud, og at der er sandhed og liv at finde i troen på ham. Dét er udgangspunktet for at begynde et liv som kristen.

Undervejs.

For det at være kristen, er som at være på en rejse, som at være undervejs. På den ene side er man ikke længere der, hvor man var før, men på den anden side er man heller ikke nået til målet. Blandt nogle kristne kan man få den tro, at det at kalde sig kristen, er betinget af om man kan tilslutte sig en række udsagn, en vis livsstil m.m. Ja, man kunne tro, at "kristen-titel" først kan erhverves efter mange års tro tjeneste. Nogle vil betegne kristne som de skråsikre, de der har "set lyset", en gruppe mennesker der allerede har nået målet. Men sådan er det ikke efter min mening. I stedet vil jeg sige, at kristne mennesker, er kendetegnede ved at være "på vej". De famler sig frem efter ham som kalder sig selv verdens lys, Jesus Kristus. De har ikke nået målet, men er på vej. De har retning mod et bestemt sted.

Vandringen mod Gud begyndte for de første kristne påskemorgen, da de mødte deres herre som var opstået fra de døde. Jesus kaldte der sine disciple til at følge efter ham og hans eksempel. Det samme gælder for os: Det er på grund af Jesu død og opstandelse, at vi kan begynde af følge efter ham - fordi han har åbnet vejen gennem døden til livet, derfor kan vi følge efter ham og finde Gud.

Måske kender du computerspillet "Hugo", hvor den lille skærmtrold dukker frem på skærmen, og banker på ruden hver gang man ikke ved hvor den næste bane er henne. Med ordene "Hvor skal vi hen, du?" afventes der på spillerens næste træk.

Nogle mener, det er vigtigt at stille sig selv dette spørgsmål: Hvor er jeg henne i forhold til Gud? Dette er ikke noget dårligt spørgsmål, men det er ikke det væsentlige. I stedet kunne man spørge - hvor er jeg på vej hen? Hvad er kursen for dit liv, hvor havner jeg henne, hvis jeg forsætter af den vej du går på i livet?

Uanset om vi vil det eller ej, så træffer vi hver eneste dag et hav af beslutninger om, hvad det er for et liv, vi ønsker at have, hvad det er for en vej, vi vælger at gå. Og de valg vi træffer får betydning for mennesker omkring os, både i det små men også i det store.

Danny og Jesus.

Danny Wallace er en ung englænder, der for et par år siden gjorde noget, der fik betydning for mange mennesker.

"Join me - all you have to do is send me a passport photo". Sådan skrev Danny Wallace i en lokal avis i England. Der var en enkelt, der svarede på annoncen og sendte Danny et pasfoto, og derfra er bevægelsen vokset frem. I begyndelsen sluttede flere hundrede sig til uden egentlig at vide hvad eller hvem det var de «joinede«. De mødtes en gang om ugen, med det formål at gøre noget godt for andre. Danny havde ikke rigtig nogen plan med denne artikel, men kom, uden at have planlagt det til at blive leder af en international bevægelse.

Snart blev Danny nødt til at beslutte hvad han skulle stille op med alle disse mennesker. Det blev til hvad han kalder en "Karma Army". Den hær har i dag tusinde af medlemmer i hundrede vis af lande jorden rundt, og alle har de besluttet at gøre hver fredag til en særlig «God Fredag«.

Det eneste der kræves i "join me"-konceptet er, at man hver uge gør en god gerning for en fremmed. "Måske giver du en dame et æble eller holder døren for en ældre herre. Eller måske smiler du bare lidt mere end du plejer." Som bevægelsen skriver det på deres hjemmeside.

Bevægelsen "join me" siger om sig selv, at de er en stor gruppe mennesker fra hele verden, der alle har sagt ja til noget helt specielt. Hver fredag gør medlemmerne nemlig en eller flere gode gerninger for helt tilfældige mennesker. Det handler ikke om politik, religion eller penge, men simpelthen om at være venlig mod andre mennesker. Danny satte et eksempel op, og mennesker fulgte efter ham og gjorde, som han gjorde.

Følg mig.
Men det var ikke Danny Wallace der opfandt "Join me" konceptet, det var faktisk Jesus. Da Jesus var på jorden, gik han rundt, og kaldte mennesker til at slutte sig til ham, følge efter ham. Han ønskede at mennesker skulle "joine" ham, være sammen med ham og de andre af hans tilhængere, disciplene. Han kaldte mennesker med ordene: "Følg mig". Han inviterede dem ind i et fællesskab med sig selv, indbød dem til at følge efter ham og lære af ham.

Lad os stoppe op et øjeblik og sammenligne Danny Wallace med Jesus. Til fælles har de, at de begge blev ledere af en stor bevægelse med tilhængere i store dele af verden. De havde begge et enkelt koncept, som gjorde at folk valgte at slutte sig til dem. Både Jesus og Danny satte begge deres eget personlige eksempel op som forbillede for deres tilhængere. Ikke en stor indviklet livsfilosofi, men et enkelt "koncept" som vi kan se virker, og som troværdige mennesker står inde for og viser at det holder i praksis.

Men der er alligevel en afgørende forskel mellem det Danny og Jesus gjorde. Danny havde ikke noget formål, da han startede sit "join me" projekt. Men Jesus havde en klar opgave på jorden, nemlig at formidle Guds kærlighed til mennesker gennem ord og handlinger. Danny er blevet et helt i sin samtid, Jesus blev slået ihjel. Dannys bevægelse har kun eksisteret i et par år, og ingen ved om den eksisterer om ti år. Jesus-bevægelsen har eksisteret i 2000 år, og har aldring haft så mange millioner tilhængere som den har i disse år over hele verden.

Jeg har et problem!
I den kristne "Join me" bevælgelse, kirken med andre ord, gælder det, at man ikke kan være med uden at være sammen med andre. Nogle er af den opfattelse, at man sagtens kan være kristen alene der hjemme uden at have fællesskab med andre troende. Men denne udtalelse giver lige så meget mening som at sige, at man er fodboldspiller, men at man ikke gider at spille sammen med andre. Det bliver ikke til andet end en gang spillen bold op af en død mur - det er ikke sjovt og det er umuligt at score mål. Med dermed ikke sagt, at det personlige og individuelle forhold til Gud ikke er nødvendigt - fordet er det! At være kristen er ikke at være et ureflekteret flokdyr, men at være en del af fællesskabet, med plads til den enkelte, i samspil med andre.

"Jesus er ok, men jeg har et problem med nogle af hans venner". Sådan sagde en pige en gang, efter hun havde været til et møde i en kristen kirke. Hendes oplevelse var, at det der med Jesus sådan set lød rigtig godt, men hun kunne ikke holde ud at komme i den pågældende kirke. Til det kunne man jo bare sige: »Så lad da være med at komme i kirke«. Men som sagt giver det ikke mening at tale om "solo-kristne". Oplever man ikke, at den lokale kirke er et sted, hvor man kan få hjælp til at leve som discipel af Jesus, kan man naturligvis være nødt til søge til en menighed, hvor man kan trives og får nye udfordringer i ens trosliv sammen med andre.

Og tænk engang hvilken befrielse der er i dette. At være kristen er ikke dit eget projekt, der alene afhænger af dig, og hvor stor din tro er. Men du kan være en del af et fællesskab, en gruppe, et sted hvor du kan dele din tvivl og din tro med andre, der har det på samme måde som dig. At være kristen er at blive og at være en del af det kristne fællesskab, og det er en god modgift mod tidens overdrevne fokus på det enkelte individ. I et samfund som er gennemsyret af individualisme, er det kristne liv et liv i fællesskab med andre, hvor man ikke selv er målet for alt, hvad man gør og foretager sig. Så at joine Jesus er også at joine de andre, der følger ham. Det vi følger, det vi er optaget af, det vi retter os efter, er det der kommer til at præge os.

Du bliver hvad du følger.
De fleste af os husker vel den irriterende kampagne som sunhedsstyrelsen kørte for nogle år siden, under overskriften "Du bliver hvad du spiser". En kampagne der kunne give de fleste af os dårlig samvittighed, og få os til at kaste badevægten ud. Men helt ærligt, hvem tror på at man bliver til en burger ved at gå en tur på Mac Donald, eller til en pizza ved at besøge pizzahut? Men alligevel må vi desværre give dem ret i, at man bliver fed af at spise for meget fed mad. Man kan sige det på denne måde: Vi tager form efter hvad det er vi fylder os med. På samme måde er det med andre sider af vores liv. Det som vi hengiver os til, det som fylder vore tanker, det vi bruger meget tid på, det kommer til præge vores liv.

At være kristen afgøres dybest set ikke af hvad du mener om det ene eller andet spørgsmål i Bibelen. Dermed ikke sagt at alt er et fedt, og at man kan kalde alt for kristent. Det der afgør, om du kan kalde dig kristen, er retningen for dit liv. Hvad er det du følger efter, eller rettere hvem er det, du ønsker at efterligne? Det du er optaget af, bliver du påvirket af, eller sagt på en anden måde: "Du bliver hvad du følger"

Alle mennesker følger efter noget, hvad enten det er en åndelige leder, en kendt person, et forbillede, eller ens egne drømme og mål for livet. Jo før man i sit liv tør stoppe op og stille sig selv det grundlæggende spørgsmål, »hvor er jeg på vej hen?« jo bedre. Det gør nemlig, at man ikke behøver at spilde mange år på at gå alle mulige veje, som man senere kan fortryde.

At være kristen, er at følge Jesus. Det er at vandre ad kærlighedens vej. Jesus gik frivilligt i døden for alle mennesker for at fjerne al den synd, der skiller mennesker fra Gud, som Bibelen beskriver det. Han ofrede sit liv, for os der foragtede ham. Større kærlighedserklæring har jeg ikke hørt om i verdenshistorien. At være eller at blive kristen, er at joine Jesus. At begynde at følge kærlighedens vej, der handler om at tage i mod Guds kærlighed, og at vise den til de mennesker man møder i sin hverdag.

I mesterlære.
Lad os gå tilbage til det spørgsmål vi stillede i begyndelsen: Hvad skal der til for at man kan kalde sig selv kristen? Om man kan kaldes sig kristen, afhænger derfor for mig at se alene af én ting: Din retning i forhold til Jesus Kristus. Er du i dit liv begyndt en langsom, og endog vaklende vandring i retning af Jesus Kristus, så kan du kalde dig kristen. Om man er kristen, kan derfor kun afgøres ud fra en ens relation til ham man har navn efter, nemlig Jesus Kristus. Der findes altså kunne en slags kristne, nemlig "Kristus - kristne," mennesker som er centreret i retning af Jesus Kristus.

At være kristen er at være en Jesu discipel, eller elev med andre ord. Og det er der er vis ydmyghed over. Det er ikke at have tjek på det hele, at have alle de rette meninger (dem som kirken synes man skal have), men at stå i lære hos mesteren Jesus. At gå sammen med Jesus igennem livet, at kigge ham over skulderen og se hvad han gjorde da han levede på jorden. At være kristen er som at stå i lære hos en mester. Man er sammen med mesteren, lærer af det han gør og ønsker at få det omsat i praksis i hverdagen. At være elev betyder, at man er villig til at rette sig efter de anvisninger for livet, som mesteren giver til sine elever, og som findes i håndbogen, Bibelen. Men Jesus er tålmodig med sine elever, og uanset hvor mange gange vi ikke fatter hvad han siger til os, eller lader være med at gøre det gode, så bliver han ved med at sige: JOIN ME!
  • første søndag i måneden

    International gudstjeneste

    Sommerpause i juli-august
    Næste gang søndag d. 2. september kl. 17 i Nathanaels kirke 

    Læs mere>

  • hver fredag kl. 19-23

    Natkirke i Sundby kirke

    Stilhed, bøn, meditation. Sommerpause

    Læs mere>

  • en gang om ugen i Solvang kirke - kontakt os for mere info

    Mahabba

    Sommerpause i juli

    Mahabba brænder for at motivere almindelige kristne til at møde deres muslimske naboer med venlighed og hjælpe kirker med at skabe liv og vækst i menigheden.

    Læs mere>

[Billedfrise mangler]