Mødested Amager

Fællesskab, tværkulturel dialog og kulturmøde
Mødested Amager på fjerde sal i Kvarterhuset

Om sjælesorg og den sjælesørgeriske samtale

Om sjælesorg og den sjælesørgeriske samtale.

Sjælesorg betyder rettelig sjæle-omsorg og har med omsorg for det at være menneske at gøre. Og det handler i høj grad om et menneskes relation til Gud, det andet menneske og sig selv. Sjælesorg er kirkens omsorg for mennesker gennem samtale. Kendetegn ved sjælesorgen er, at den sker på grundlag af evangeliet og menighedens fællesskab. Den sjælesørgeriske samtale kan bredere gå på livshjælp og snævrere gå på troshjælp. Den kan lægge mest vægt på relationen mellem samtaleparterne, eller den kan lægge vægten på indholdet i samtalen. De kan naturligvis ikke skilles ad, og det er vigtigt at være klar over, at relationen vil være forudsætningen for, at en samtale bliver god og kan fordybes.

Vigtigt i forbindelse med at føre samtale er for det første at se det andet menneske, så det oplever sig set og accepteret. For det andet at høre, idet man søger at lægge egne antagelser til side og at forstå det, som den anden forstår. For det tredje at tage den anden og dennes oplevelse alvorligt. Og for det fjerde - på dette grundlag - at give den anden en respons. At se, høre og tage alvorligt er kærlighed i en faglig forstand (Bent Falk) og er det, det kræves af os som sjælesørgere.

En anden måde at beskrive det vigtige i forbindelse med samtale er at pege på betydningen af anerkendelse, af empati (evnen til indlevelse) og af troværdighed (ægte nærvær) (Carl Rogers). Den, der øver sjælesorg/sjælesørgeren bliver sit eget redskab i samtalen, så bevidsthed om sig selv bliver vigtig.

I de nævnte tilgange ligger en holdning til det andet menneske, som ligger i tråd med et kristent menneskesyn. Ifølge et kristent menneskesyn er det enkelte menneske unikt og af uendelig værdi, og det er altid mere end sin situation (f.eks. mere end bare patient). Og så gælder det for sjælesorg i forhold til andre former for samtale, at sjælesorg har en særlig dimension, som har at gøre med at være repræsentant for kristendommens livssyn og tro og kunne inddrage bøn og ritual.

Når man skal føre samtale er der ikke noget bestemt, man skal sige. Det bestemmes af situationen. Det afgørende er at være til stede. Sjælesørgeren skal ikke søge at være dygtig, endsige ekspert, men være en medvandrer, som for en tid er i situationen sammen med det andet menneske. Sjælesorg er i høj grad kendetegnet ved "at være" fremfor "at gøre". Ofte vil vi handle, hvor vi kun kan være, og sjælesørgeren må vove at være magtesløs sammen med den magtesløse. Derved afhjælpes en stor del af lidelsen, nemlig den eksistentielle ensomhed. Når det er sådan, hænger det sammen med, at der er tale om vilkår, ikke problemer. Og vilkår er ofte byrder, som må bæres ("en klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes i" - Benny Andersen)

Skal man nævne nogle generelle tips om, hvad der ikke er godt i forbindelse med samtale, er det:

vær ikke dygtig - trøst ikke (selvbeskyttelse) - forklar og forsvar ikke -gi ikke råd- overtag ikke- hav ikke et projekt - lyt i stedet for at tale



Derimod virker det godt: at lytte aktivt - være opmærksom - følge den anden - blive i situationen/det sagte - bruge den andens sprog - lade være - stille åbne spsmål - undersøge - være konkret - tale enkelt - bekræfte.

Der er en lov om forandring, som siger, at der ikke er noget, der ændrer sig, før du har accepteret det, som det er (Jung). Sjælesørgeren kan være fødselshjælper for den proces. Sjælesorg kan i det hele taget ses som det at støtte livsmodet, som livsmodssamtalen. Og sjælesorg er et møde mellem mennesker, hvor vi må tro på, at Gud er til stede som den tredje og også arbejder for accept og forandring.