Mødested Amager

Fællesskab, tværkulturel dialog og kulturmøde
Mødested Amager på fjerde sal i Kvarterhuset

Prædiken om mission

Prædiken holdt den 28 september i Nathanaels kirke. (19.s.e.Trin).

Tekster: 1.Mos.28,10-18; 1.Kor.12,12-20; Johs.1,35-51.

Så let, så legende let var det for Jesus at få sine første disciple. Johannes Døber stod med to af sine tilhængere, og så kom Jesus gående, og Johannes pegede på ham og sagde: "Se, der er Guds lam." Mere skulle der ikke til. De to mænd forlod Døberen og sluttede sig til Jesus i stedet.
Den ene af dem var Andreas. De fulgte med til det sted, hvor Jesus boede. Hvad mon de så der? De smukke møbler og ægte tæpper. Næppe! Hvor meget Jesus har fortalt dem den dag, aner vi intet om. Men det var nok til, at alt var forandret. De havde hørt noget, de havde set noget, og det var så stort for dem, så de måtte række det videre!

Så Andreas gik hen og fik fat i sin bror og sagde: "Vi har mødt Messias" og førte ham til Jesus. Ja, det var Peter, der blev hentet ind på den måde. Nu var Simon blevet ramt og havde fået et nyt navn af Jesus.
Den anden af Døberens disciple optræder uden navn, så vi må gå ud fra, at det er evangelisten selv, altså Johannes. Mellem linjerne læser vi, at han også hentede sin bror, nemlig Jakob. Nu er der så fire disciple.
Men budskabet bredte sig som ringe i vandet. Næste dag gjaldt det Filip. "Følg mig!" lyder det, og tænk, Filip gjorde det. Og kædereaktionen fortsatte. For Filip hentede Nathanael, den fødte skeptiker og religiøst søgende mand. Han kunne ikke forestille sig, at noget godt kunne komme fra den provins, der hed Nazareth.
"Kom og se!" lød det fra Filip, for han vidste, at det ikke nyttede noget at diskutere. Skulle Nathnael overbevises, ja, så måtte han se det med egne Øjne. Snart begyndte Nathanael også
at vidne. Nu havde han nemlig også set noget.
"Rabbi, du er Guds Søn, du er Israels konge!" lød det begejstret, da skeptikeren Nathanael var blevet den sjette discipel. Og Jesus lovede ham, at han ville få større ting at se end det, han lige nu havde oplevet. _

"Se, der er Guds lam". Det var disse ord fra Johannes Døberens mund, der satte det hele i skred. Os siger de ord måske ikke ret meget, men for de første disciple sagde de åbenbart alt. Det var nogle gamle ord, der pludselig blev dagsaktuelle.
Det er ordene fra profeten Esajas, i Det Gamle Testamente, som alle jøder kendte, men aldrig rigtig havde kunnet forstå (53,5-7):
"Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi alle helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
Han blev plaget og mishandlet, men han åbned ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning.."

"Se, der er Guds lam!" Nu rakte Døberen hele armen frem og pegede.
Her kom Han, som de gamle profetøjne havde skuet i det fjerne. Han, som skulle gennembores for vore overtrædelser og knuses for vore synder. Her stod han, nogle få meter fra dem.
"Se, der er Guds lam!" Og da de blev klar over,hvad det var, deres øjne så, brød døberberdisciplene alle broer af, forlod alt, herunder Johannes Døberen selv,og fulgte Jesus.

Sådan begyndte den kristne kirke's historie -med mennesker, der pegede på Jesus Kristus som det Guds lam, der bærer verdens synd. Mennesker, der fortalte andre om det, de selv havde set, hørt og erfaret af Guds kærlighed. Om den nåde og barmhjertighed Gud har vist os. Og så inviterede alle andre til selv at komme og se.
Den aktuelle enorme vækst i den kristne kirke på den sydlige halvkugle af kloden er ikke båret af vestlige, veluddannede og veludrustede missionærer i Land Rovers, men det er hovedsageligt båret af vidnesbyrdet fra almindelige mennesker, oftest kvinder, der uden prestige og penge har lært kunsten at overleve støttet af troen på Jesus. De har fortalt budskabet videre til dem, de kendte.
Fortalt om den styrke og det håb, evangeliet har givet dem.

Opgaven med at gøre Jesus kendt må aldrig blot overlades til præster og missionærer. Vi bliver let opfattet som religiøse spindoktorer.
For moderne mennesker mister troen på Gud troværdighed, hvis ikke de kan se, at troen rent faktisk betyder noget for os og gør en forskel i vores livssituationer og på vore arbejdspladser.

Troen på Jesus Kristus er ikke en privat besiddelse. At kende Jesus indeholder altid en kaldelse til at dele vidnesbyrdet om ham med andre! Præcis som Abraham og Jakob blev velsignet for selv at være en velsignelse for andre.
Folk i dag ønsker at møde mennesker med helhed og troværdighed i deres liv. Mennesker med integritet.
Integritet er, at der er en sammenhæng mellem det, jeg siger og det, jeg selv gør og lever efter. Integritet har meget at gøre med ærlighed og troværdighed.
Det er kvinder og mænd med integritet, ærlighed og troværdighed, vi efterspørger til at lede vores land, forretninger, skoler, politi og kirke.

Mission har mange ansigter og vidnesbyrdet om Guds Rige spredes også gennem en social og diakonal tjeneste for mennesker i nød. Det er sandt!
Kirken er et sendt folk. Kirken er et tjenende legeme i verden. Men Guds mission handler også om mennesker, der ikke kan tie stille om, hvem Jesus er.

Jeg hørte en historie om en mand, der begyndte på et nyt arbejde.
Han havde sat sig for, at han ikke ville fortælle, at han var kristen, men derimod være en hjælpsom, pligtopfyldende og god kollega. Og det gik godt. Alle var glade for, at han var blevet ansat. Han nød stor respekt og anerkendelse. Hans venlighed og hjælpsomhed blev bemærket. En dag i kantinen roste en kollega ham for alt det og sagde: "Jeg har lagt mærke til dig, og nu tror jeg, at jeg har brudt koden for hvorfor du er sådan."
Hans kristne kollega sad og tænkte: "Yes, nu kommer det. Endelig efter 3 måneder er der en, der har opdaget, at jeg er kristen..."
Kollegaen sagde: "Du er vegetar, er du ikke?..."

Der er et vidnesbyrd om hvem Jesus er og hvad han betyder for mig og for verden, som altid må følge kirkens mission.
Der findes ikke noget større kald for et menneske end at være Kristi hænder, hans sind og krop. Som kirke er vi Kristi krop - ikke blot når vi samles til gudstjeneste her i kirken men sandelig også når vi går ud ad kirkedøren, ud på gaden og hjem i vores opgange og i alle vore sammenhænge.

"Kom og se!" 1yder det fra Jesus. Kom og se! lyder det fra dem, der blev hans første disciple. Det bredte sig som ringe i vandet. Fra menneske til menneske gik det, og hele tiden var der nogle, som fik øjnene op for, hvem Jesus var, og hvad hans komme betyder.
Apostlen Johannes var selv én af dem. "Vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed", skrev han mange år efter.

Men hvad nu - kunne vi spørge, - står og falder kirkens vækst med alle vores anstrengelser?

Nej, da skal vi lægge mærke til Jesu mærkelige lille replikskifte med Nathanael.
Da Nathanael står foran Jesus, opdager han, at Jesus kender ham. "Hvor kender du mig fra?" spørger han og Jesus svarer: "Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet." Og Nathanael svarer forundret: "Rabbi, du er Guds Søn, du er Israels konge!"

I bibelen er figentræet omtalt ikke kun som et frugttræ, men også som symbol på kundskab, eftertanke, fred og lykke.
Jødiske rabbinere plejede at sidde under et træ og studere de hellige skrifter. Nathanael har sikkert siddet der under figentræet og tænkt over livet og tidens tegn, medens han har studeret skrifterne. Og så har Jesus set ham.
Nathanael har siddet der som en søgende, og så blev han fundet.

For det passer nemlig ikke bare, at den, som søger, skal finde. Men det vidunderlige i evangeliet er, at det passer også - og allerførst - at den, der søger, skal blive fundet. Fundet af ham, der altid kommer først - som kalder og drager og bygger det evige liv op i vore hjerter.
Amen.

[Billedfrise mangler]