Mødested Amager

Fællesskab, tværkulturel dialog og kulturmøde
Mødested Amager på fjerde sal i Kvarterhuset

Risiker dig selv i Jesu navn - af Ellen M. Gylling

Prædiken til søndag septuagesima (16.2.2014) kl.10 i Nathanaels kirke.

Tekster: Acta 17,22-34 ;  Matt. 25,14-30

Salmer: DDS 318 - 397 - 448 v.1-3 dåb 448 v.4-6 - 714 / 728 - 440 + 44 - 372.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Denne søndag, der kaldes søndag septuagesima har den liturgiske farve lilla. Messehagelen er lilla i dag og farven på jeres seddel er lilla. Lilla er kirkens bodsfarve. Det er den farve, der bl.a. bruges i den del af kirkeåret, der er nu og indtil påsken og i adventstiden forud for julefesten.

Bodsfarve: Det skal få os til at tænke over, hvordan vi lever som døbte, kristne mennesker? Hvorledes vi bruger den kostbare tid, vor liv består af? Er vi gode forvaltere af de talenter, enhver af os har fået?

Lad os først spørge ind til, hvad det er for nogle talenter, Jesus her taler om?

En talent er en møntenhed. Dens værdi var dengang det samme som 6000 drakmer. En drakme var en guldmønt med en vægt på 4,3 g, eller det samme som en dagsløn. Hvis vi antager, at en dagsløn i dag svarer til omkring 700 kr, så ganger vi 700 med 6000 drakmer = 4.200.000 kr. Det er det beløb, den tredje tjener fik betroet.

Det var altså en enorm formue, de tre tjenere blev betroet. Men lignelsen handler ikke om penge og rentesatser. Talenterne er et billede på den enorme formue, Jesus Kristus har givet os at forvalte: nemlig troen på Ham. 

En dag kommer Kristus tilbage - det vil være synligt for hvert øje. Han kommer og gør alting nyt. Han puster til vores korthuse, så de vælter og opretter Guds rige. Når Han kommer - vil der være en regnskabsdag, hvor vi hver især må stå til regnskab for, hvorledes vi forvaltede den formue, han betroede os.

At Kristus en dag kommer tilbage for at dømme levende og døde, er en væsentlig del af vores trosbekendelse. Disse ord blev sagt ved døbefonten her for lidt siden, hvor gudmor svarede ja på det lille dåbsbarns vegne.

I går, lørdag var der et interview med landstræner for dame- og herrehåndboldlandsholdet Ulrik Wilbek i Kristeligt Dagblad. Han havde læst evangelieteksten til i dag og havde en kommentar. De to mænd, der får betroet fem og to talenter, går ud i verden og får dem til at vokse. "Hvis ikke du udnytter dit talent, så kan det være lige meget. Du skal gøre dig umage og udnytte dine muligheder og kompetencer, siger håndboldchefen og slår ned på teksten: "De to første tjenere i lignelsen gør sig umage. De er modige og risikovillige. De vil udvikle og skabe, og de bliver belønnet for det." M.h.t. ham, der kun fik en talent og som valgte at grave den ned af frygt for at miste den - sir Ulrik Wilbek: "Han er lidt af en tryghedsnarkoman, som dybest set er skeptisk overfor verden. Det er en tilgang, mange mennesker har, og den gør, at de ikke udnytter deres potentiale."

"For alle har nogle evner inden for et eller andet. Men måske har de gennem livet bare fået for mange nederlag eller er havnet i en livssituation, hvor de ikke kan se det."

Nu var det set med landstrænerens øjne. Men vi kan overføre tankerne til det åndelige. For dåbens gave er ikke som et andet gavekort, vi er taknemmelige for at få; men så lader det ligge gemt hen i en skuffe i kommoden.

Dåben er en gave, der skal åbnes og bruges. Der er noget, der hedder at "vokse i troen".  Derfor er dåbskjolen, som den lille Mads bærer i dag, lang. At kjolen er lang er et symbol på, at vi skal vokse i troen på Jesus Kristus igennem hele vort menneskeliv.

Dette kan for nogle være svært at forholde sig til. For nogle er den kristne tro knyttet til traditionerne og vor kulturs grundlag, for andre er den kristne tro noget dybt, hvor Jesus bor i hjertet, ligesom et åndedrag.

 Men vi har også fået forskellige formuer betroet. Én fik fem talenter, en anden to og en tredje én, "enhver efter hans evne". Ja, og sådan er det faktisk med troen. Det er Paulus, der i Romerbrevet (12,3) taler om, at vi skal gøre os gældende "enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham".

Der er altså gjort forskel. Eller rettere netop ikke gjort forskel, for Gud tager hensyn til, at vi er forskellige. Alle kan ikke rumme det samme "mål af tro" og får det derfor heller ikke. Den betroede formue er ikke lige stor, for den er afpasset efter enhvers evne. Og følgelig kræver Gud heller ikke det samme af os. Men det hedder direkte (Luk.12,48), at "enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af."

De to første tjenere fik de betroede talenter til at vokse. De havde ladet formuen arbejde. Fem talenter var blevet til ti, to talenter var blevet til fire. Sådan er det også med troen på Jesus Kristus. Der er noget, der hedder at "vokse i troen".

Det sker, når troen bliver flittigt brugt. Når vi beder til Gud, når vi lytter til Guds ord, når vi åbner salmebogen og synger med på salmerne, når vi går til alters, når vi hjælper andre mennesker, der har brug for os, når vi deltager i løsningen af de tunge problemer i vort samfund osv. Når jeg bruger min betroede tro, slipper den løs i mit liv - for at mit liv med dets kræfter og evner og muligheder må være et kristent liv, levet under ansvar overfor Ham, der engang skal komme og spørge efter troen på jorden.

Hvor et menneske bruger troens formue - giver den lov til at arbejde - der forøges den. Der vokser et menneske i troen.  Der går det ligesom i lignelsen: at fem talenter bliver til ti og to talenter til fire. Den tro, der får lov at arbejde, vokser.

Ved vor dåb fik vi Helligånden med syndernes forladelse. Det betyder, vi har der en veksel, vi kan trække på hele livet. Kristus kommer til os og siger:dine synder er dig forladt. Og det passer virkelig. Alle de gemenheder, jeg er skyld i, alle de hårde ord, jeg fik sagt, som skilte os ad, når jeg i troen møder Jesus Kristus, da lyder det: dine synder - de er tilgivet!

Men den tilgivelse er jo ikke bestemt til bare at deponeres som en god tanke inde i mit hoved eller som en dejlig følelse i mit hjerte. Den tilgivelse er en formue, jeg skal arbejde med. Den skal gives ud til andre og den vokser ved at blive givet ud. Således beder vi i Fadervor: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere."

Vi har fået den formue, det er at måtte bede. Jesus siger: "Bed, så skal I få; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer." (Matt.7,7)

Tænk engang: Vi har sådan et sted at gå hen med vor rådvildhed og frygt. Men også her er der tale om en formue, der skal gives ud, sættes i omløb, og som vokser ved at blive brugt. "Giv den, som beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig," siger Jesus (Matt.5,42)

Og hvis ikke vi har lyst til at gøre det, så rammes vi af hans ord: "Hvorfor siger I: Herre, Herre! Til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?" (Luk.6,46)

Hvor troen på Kristus bliver virkelighed, dukker medmennesket altid op.

Vi har fået den enorme rigdom at vide, at vi aldrig er alene. For Han er med os alle dage. Alle dage står der skrevet!

Hvad det betyder, kan ikke vurderes højt nok. For så er Han jo netop med os, også i alt det, som er ubærligt. Han er med os, så bogstaveligt med os, at Han bærer med, føler med, pines med, sørger med, græder med os.

Jo, det er en rigdom, vi har i troen. Men igen er det en formue, der skal gives ud, og som vokser ved at blive brugt. Vi må vove den risiko på vort medmenneske, der hedder kærligheden, tillidsfuldheden, hjælpsomheden. Det er altid en risiko at tro sit medmenneske, for der er så mange, der lyver, så mange fidusmagere og distanceblændere. Det er altid en risiko at hjælpe sit medmenneske, det kan nemt blive til, at han/hun benytter sig af mig. Og griner ad mig bag min ryg. Det er sandt. Men det er også sandt, at kun den, der løber en risiko ved at være tilstede i tro og handling for andre, der trænger til din hjælp - kun han/hun når frem til den sejr at være til velsignelse for medmennesket.

At være til velsignelse for andre - det er en dyb bestemmelse for os mennesker.

Den tredje tjener fik også noget betroet. Men i stedet for at bruge det, gravede han det ned i jorden og lod det ligge der ubrugt. Det er ham, hans herre kalder: du dårlige og dovne tjener. Og det er om ham herren befaler: kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor.

Der er dem, der aldrig risikerede. De fik betroet som andre. Men de ville ikke risikere noget. Ikke risikere med deres medmenneske i kærlighed og tillidsfuldhed, for de ville ikke snydes eller blive til grin. De ville ikke risikere med evangeliet. Det kunne jo være løgn og opspind alt sammen.

På regnskabsdagen skal sådanne mennesker sidde som tabere i ordets absolutte forstand. De risikerede intet og vandt intet. Nu har de bare de tabte muligheder at se tilbage på: ordet om Jesus Kristus, de ikke ville tro, medmennesket, de altid mødte med en kølig distance og tilbageholdenhed. De tabte muligheder, mennesket, der intet ville risikere, det er det, Bibelen kalder Helvede.

Mennesket, der intet ville miste og derfor mistede alt.

I vor dåb kom vi til at høre Kristus til. At du frimodigt griber om denne dåb, er den risiko, du kaldes til. Frimodigt drister dig til at tro: jeg er Guds kære barn i Jesu navn. Også i dag kan jeg trygt vende mig til Ham, stole på, at Han hører mig og fører mig, som Han ved, det tjener mig bedst.

Derfor: Risiker dig selv i Jesu navn. Amen.