Mødested Amager

Fællesskab, tværkulturel dialog og kulturmøde
Mødested Amager på fjerde sal i Kvarterhuset

SANDHEDEN GØR OS FRIE

I Thailand har man fortsat en kæmpe demonstration, som nu har stået på i flere uger. Størstedelen af befolkningen mener, at regeringen ikke gør sit arbejde ordentligt, samtidig at man også anklager regeringen for at være korrupt. Kravet fra demonstranternes side er, at regeringen skal træde tilbage fra magten, et krav som regeringen vende døve øre til. Der udspiller sig en ren magtdemonstration i de thailandske gader.

Demonstranterne profilerer sig ved at være helt rødklædte. Og da regeringen tidligere på ugen truede med at sende hæren ind mod de rødklædte demonstranter, lagde demonstranterne en meget enkel plan. Planen gik blot ud på, at de ville afklæde sig deres røde trøjer, så snart de så soldaterne komme, for på den måde ville soldaterne ikke kunne se, hvem de skulle skyde mod.

Jeg har netop taget denne historie med her i dag, fordi der heri findes et ret interessant element, netop det element som handler om vor egen kerne element, nemlig egen-identiteten.

Når vi taler nu om egen-identitet, vil jeg pointere, at det egentligt er meget nemt at skifte den ud med en hel anden identitet. Der er forskellige grunde til, at en person skifter egen-identitet til en anden. Man kan føle sig presset i en specifik situation, f.eks. hvis ens liv er truet, ligesom i tilfældet med de rødklædte demonstranter. Men de er ikke de ene om at fortrækker at kaste deres profilerings-mærke væk, til fordel for at have livet i behold.

Peter, Jesu trofaste discipel, kastede også håndklædet i ringen for ikke at blive taget sammen med Kristus, da han vidste, at anholdelsen ville ende med døden - nej, jeg kender ham overhovedet ikke, sagde han tre gange den nat, han fornægtede Jesus. Han var ikke alene med sine benægtelser. Efter at mesteren var blevet dræbt, gik alle disciplene under jorden - for ikke at blive set og efterfølgende blive genkendte som Jesu disciple.

Identitet kan også udskiftes på grund af et akut behov. Vi kender jo alle kamæleonen, et dyr, som er dygtig til hurtigt at skifte identitet. For at få fat i et bytte, sniger kamæleonen sig ind på det område, hvor byttet befinde sig, og indtager dernæst omgivelsernes farve. - På militærsprog vil man kalde det kamuflage.

Når den så har kamufleret sig, kan den komme tættere ind på sit bytte uden naturligvis at blive set. Og så snart afstanden passer med længden på kamæleonens tunge, sender den i en fart tungen afsted for at fange byttet. Selvfølgeligt bruger kamæleonen også sin evne til at skifte farve, når den skal gemme sig fra de dyr, der vil den til livs.

Identitetstab er et af de største problemer, som et menneske kan lide under. Ved skabelsen fik Adam og Eva tildelte en identitet samt et privilegium. Identiteten var en syndfri bevidsthed, hvorimod privilegiet var, at blive boende i paradiset. Vi kender det som et dejligt, fredeligt, bekymringsfrit og lidelsesfrit sted at bo.

Men efter de holdt op med at være tro mod Gud, deres skaber, mistede de desværre den status. Deres identitet skiftede. Med deres "nye" bevidsthed begyndte de nu at se og opfatte ting, som de før ikke havde set og opfattet. De kunne nu se, at de var nøgne; og de blev pludselig generte overfor hinanden og overfor at vise sig foran Gud.

Sandheden skal gøre jer frie.
Det var netop det, fristeren, nemlig satan, sagde til dem. De troede ikke længere på den sandhed, som Gud havde betroet dem. De gik efter en anderledes sandhed. Den fandt de også. Men det var en omvendt sandhed. En fordærvet sandhed, som kommer direkte fra et fordærvet sind. En sandhed, som bærer lidelse og død.

Adam og Eva mistede ikke alene den syndfri personlighed. De fik også i stedet en fordærvet og syndig identitet. Udvisningen fra paradiset samt livet i en syndig tilværelse blev de umiddelbare og direkte konsekvenser af tabet af egen-identiteten.

Heldigvis kom Jesus for at udbedre den fordærvede identitet. I den læste tekst ser vi en mand, der både er stolt af sig selv samt stolt af det, han udfører og repræsenter.

Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne (28-29).

Sådan en ærlig tale fik jøderne til på stedet at tro på ham. Det var jo sandt, det han sagde, og sandheden førte dem til tro og efterfølgende skulle den gøre dem frie. Selvfølgelig er der et 'hvis', nemlig som Jesus selv med egne ord sagde: Hvis I bliver i mit ord, (så) er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie (31-32).

I Danmark oplever vi en mærkelig måde at leve livet som kristen på. Overalt hører man følgende berømte sætning: Religion er en privat sag.

Sætningen her referer ikke blot til den adskillelse, der skal være mellem religion og politik eller kirke og stat, ej heller om det at holde religionen væk fra det offentlige rum. Den referer i virkeligheden, og især når den siges af enkelt personer, til at holde religionen og troen for sig selv. Jeg har oplevet folk, som går i kirke, men ikke vil have, at nogen skal vide noget herom. Jeg har også her i Danmark oplevet, at mennesker, nærmest bliver betragtet som psykisk syge, fordi de er ivrige efter at leve livet fuldt ud efter deres religiøse overbevisning.

Sekulariseringen har haft den bivirkning, at folk ind imellem bliver kaldt for dumme, skøre, latterlige, uuddannede, umoderne og på kanten med det "normale og moderne menneske", blot fordi de har en tro, som de lever åbenlyst. Sådanne religiøse fordomme har fået mange til at gemme deres "kristne trøjer" i skuffen. De tør ikke længere bære den kristne identitet på sig. De vil ikke længere blive genkendte som Jesu efterfølgere. De vil helst være anonyme kristne, for religion for dem jo er blevet en privat sag.

Det er også i orden at være anonym kristen. Problemet er bare, at hver gang man skjuler eller fornægte sin egen-identitet og forsøge at tage en anden i stedet, kommer man i modvind med sig selv.

Som mennesker har vi en bevidsthed (en forståelse og opfattelse af omverdenen), som hele tiden fordærver vores sind (altså viljens bestemmelse, karakteren, "Jeget"). Læg mærk til, at mellem vores bevidsthed og vores sind står der en, som siger: "her vogter jeg". Og hvem er vogteren så... det er uden tvivl samvittigheden. At svigte det, man inderst inde er, er at miste autenticiteten. Og når man mister sin autenticitet, hvad bliver man så? - så bliver man falsk.

Sandheden skal gøre os frie.
Dette er ikke så svært at forstå. Det vil sige, at Adam og Eva skal vende tilbage til den oprindelige sandhed for igen at blive frie. Enhver her har nok oplevet flere gange i sit liv, hvor svært det er at lyve overfor andre mennesker, for ikke tale om at tage en falsk identitet. Man føler sig virkelig tynget, som om man er plaget af noget forfærdeligt. Enhver ved, at man ikke føler sig afslappet og godt tilpas, hvis man af en eller anden grund taler usandt eller ikke kan være sit sande jeg.

Som kristne - dvs. som Jesu efterfølgere - fik vi tildelt en identitet. Vi blev altså gjort til nye mennesker. Og jeg synes faktisk, at det, at efterligne Jesus, burde være noget man kan være stolt af, ikke alene fordi han er en åndelig frelse, men for det han var som menneske. Som menneske var han et usammenligneligt forbillede for os alle. Men det er ikke det, vi oplever i Danmark. Var Jesus da så slem en fyr, at vi af den grund kun kan foragte os selv, for at blive kendt som hans efterfølgere? Tænk på dette.

Sandheden skal gøre os frie. Amen.